Ida Dybdahl Mathiesen

Et Portræt af Ida

Skrevet af Malene K Pedersen // Et Sanset Univers

Foto: True & You INK

Interview af Ida Dybdahl Mathiesen

D. 22.08.2026



Intro . . .

Ida kom første gang til mig, da hun havde købt et par bukser hos mig, som skulle byttes. Det indledte en snak på Ventevej om stort og småt, og det at være sansende i en verden der kan synes fortravlet og stresset. Vi talte om det manglende nærvær og særligt den manglende ro og nærvær, når man mærker alt og skal købe ind til sin garderobe. Det kan være svært med to små børn, og når man ikke lige kan finde det man leder efter, eller bliver for overvældet og slet ikke ved hvad man kigger efter, og kommer hjem med det forkerte. Alt for mange indtryk, alt for mange valg og alt for lidt tid til fordybelse og til at mærke efter.


For tøj skal jo fornyes nu og da, da det jo bliver slidt med tiden og ikke altid kan redes med et par korssting eller en ny knap.


Nyt tøj skulle der til og jeg foreslog Ida, at vi sammen kiggede på hendes garderobe og fik sørget for hun fik nogle gode styles, som komplementerer den hun er, og det hun i forvejen har og elsker i sit tøj.

Hun sagde heldigvis ja, og det indledte rejsen fra en personlig fitting, til en analyse hvor Ida sendte mig billeder af de i styles hun allerede har og elsker i sin garderobe, til en Look Book med supplerende nye styles, og til det første portræt her i Et Sanset Univers.


For jeg kunne mærke at Ida havde noget på hjerte, og at hun er en pure sansende kvinde i sjælen. Det gjorde mig nysgerrig på at lære hende bedre at kende, i Idas sansede univers, til læseglæde for os alle og indblikket i en sansende kvindes liv.


Kære Ida, jeg vil starte portrættet lidt klassisk med at spørge til tre ord der beskriver dig godt, så vi får en appetizer på hvem du er?


”Jeg vil beskrive mig selv som centreret, observant og optimistisk”


Der er vist ingen tvivl om at vi har at gøre med en sansende kvinde og det gør mig nysgerrig på, hvordan du oplever din krop til hverdag Ida, har du en typisk morgen rutine, hvor du møder din krop og dit sansende væsen?


”Jeg har virkelig tænkt meget over, det her spørgsmål. Jeg har ikke en typisk morgen. Der er mange slags morgener hjemme hos os.


Den rolige er favoritten.


Den rolige morgen, er min favorit. Det er den, hvor jeg vågner først, før mine piger, og efter min mand er taget på job. Huset er stille og jeg kan starte dagen i mit tempo.


Jeg ruller ud af sengen og bruger 5-10min på at træne. I gode perioder længere, men 5 min. er faktisk nok. Så går dagen i gang, med alt det som andre også kender af morgenrutiner; måske et bad, tøj, vække pigerne, mad, etc. Det vigtige er, at der er P8 i radioen (jazz) og der er lavet te til pigerne (og nogle gange til mig). Om vinteren bliver der tændt op i brændeovnen og kattene kommer og hilser.

 

Tid nok.

 

Jeg prøver på at sørge for, at vi har tid nok.

Meget afhænger af hvordan pigerne vågner, eller ikke vågner.


Min yngste har en søvnforstyrrelse (Ja, det er en diagnose) og nogle gange er der ingen morgenstund, fordi vores morgen er startet kl. 3.00 om natten. Det betyder at hun nogle gange falder i søvn igen kl. 6.00, hvor jeg skal prøve at få noget, der minder om en bevidstløs person gjort klar til skole, på en time.


De morgener er sjældent rolige og absolut uden tid til, at jeg kan komme i kontakt med mig selv.

Det er de pressede og kaotiske morgener. De er, som at hjælpe en vandmand op i en flagstang uden at blive frustreret, for bliver man det, bliver det dobbelt så svært.


Helskindet igennem.


For at komme helskindet igennem disse morgener, sørger jeg for hygge, musik, te, god morgenmad, blødt tøj, alt er langt frem og andre kneb... På dage der er ekstra hårde, synger jeg. Frustrationer er nemmere og mindre hårde, hvis man synger dem - prøv det. Det lyder åndsvagt, og operette agtigt, men det virker. 


Jeg plejede at tænke, at man bare kunne stå op før.

At en rolig morgen var et spørgsmål om planlægning. Og alt andet var viljesvagt.

Nu tænker jeg, at universet har gang i god gammel joke ved at give mig kaotiske morgener, indtil jeg har fundet ro med det og accept af, at vilje ikke altid er nok.


Ægte komfort.


Jeg forestiller mig, at dette ikke er unikt.

At masser af mennesker med børn, generelt kæmper med at finde liiiige præcis den rigtige bluse eller strømper der ikke klør, fordi det er afgørende for, at dagen kan komme i gang. Og måske kan man som voksen lære lidt af den kompromisløshed i fht. Komfort.” 



Ida, dine morgener er specielle og alligevel kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan du navigerer igennem det med løftet hoved og oprejst pande. Selvom det ikke bliver din egen tid, så er det tydeligt at kroppen bliver brugt som kompas, til at navigere igennem det.

 

Hvornår er du i størst kontakt med dig selv og føler dig mest hjemme i din krop?


”Jeg er i størst kontakt med mig selv, når jeg går tur, laver yoga eller behandler. Og Jeg føler mig mest hjemme i min krop, når jeg er fri til at bevæge mig f.eks. når jeg danser, eller hvis jeg er sammen med nogen og det er ok, at jeg sætter mig på gulvet og tøjet i øvrigt kan følge med.” 


Apropos tøj der følger med, er der så noget du elsker at bære (tøj, smykke, duft), som virkelig bare er dig? Og HVORFOR er det dig?


Bladenes rislen.


”Jeg elsker øreringe, der dingler, de minder mig om træernes blade.

Og tørklæder, der er bløde og farvestrålende. Tørklæderne er en fast del (bortset fra midt på sommeren), fordi de er så brugbare. De skal være bløde og lette.



Du nævnte det her med at være hjemme i din krop, når du har mulighed for at bevæge dig frit. Har din relation til din krop ændret sig, gennem livet?


Jeg var ok med mit udseende.


”Ja, det har den. Jeg følte mig "stor", da jeg voksede op. Klodset og u-feminin.

 Jeg havde dengang en bedste veninde, en virkelig god veninde, som var et lille nips.

Ved siden af hende, var jeg en gigantisk klods.

Jeg var klodset til sport og gymnastik.


Men samtidig var jeg også ok med mit udseende: ”det var/er som det er”. Jeg var ikke jaloux, jeg er bare ikke et nips og indså at det bliver jeg aldrig. Jeg har den form jeg har, og det må være godt nok.


Fra klods til Salsa.


Det som ændrede min oplevelse af min krop fra at være en ’klods’ til at være mig, var to ting; Det ene var, at jeg begyndte at danse salsa, og bare forsvandt ind i musikken og bevægelse. Min krop var ikke længere en separat ting, og den var absolut ikke klodset eller tung.


Det andet var, at jeg en dag virkelig tænkte over, hvor lidt jeg ville kunne uden min krop. Hvad den sætter mig i stand til, både at gøre og at opleve. Den indsigt ramte som en taknemmelighed, og stod i kontrast til øjeblikket, hvor jeg cyklede i regnvejr midt i Kbh.


Jeg husker det knivskarpt: regnen, skumringen, bilernes lygter, og den helt dybe glæde over, at være der og kunne opleve det, selvom det bare var et ret gråt hverdagsøjeblik.”



Det lyder magisk og meget nærværende, en ægte stund til stede i nuet, som har printet sig ind i kroppen for evigt. At danse Salsa og at danse generelt kræver at du turde sætte kroppen fri, er der noget du har måtte øve dig i at turde, som sansende kvinde og som du har lært at holde af ved dig selv i dag?


Mærker mere end de fleste.


”At være ærlig med mine følelser og meninger. Jeg ser og mærker mere end de fleste.

Det virker mærkeligt på folk, når jeg ved ting om dem eller situationer, de måske ikke selv er bevidste om. Det har altid været sådan.


Jeg plejede at skjule det eller nedtone det, og jeg vælger stadig, hvornår, til hvem og hvad jeg siger, men jeg er "mærkelig", jeg er sansende, og jeg vil ikke undskylde for at forstå eller mærke mere end andre.


Jeg vælger at stå ved mig selv, også selvom jeg ikke altid siger alt jeg observerer og mærker hos vedkommende, eller i et rum.”


Ida, nu ved vi jo godt hvad temaet er for det her smukke portræt af en sansende kvinde, hvad er dine yndlings-sansede-øjeblikke, hvor du føler dig aller mest til stede?


”Jeg elsker at tage ud og danse. Det er et øjeblik i rent flow for mig. Det er desværre ikke så tilgængeligt som mor. Men yoga er en ’close second’ (næstbedst), og det at være i naturen.

Jeg elsker lyden af blade, siv og korn der risler i vinden, og lyset der danser i bladene og kaster skygger.


Fra nærvær til relation.


Jeg holder også meget af at behandle, men det er et andet slags øjeblik, hvor jeg er intenst nærværende for et andet menneske, og støtter dem i at være det samme. Det kan være utroligt kraftfuldt, sårbart og smukt.”


Har du et yndlings sansede øjeblik i din hverdag, som du har lyst til at dele med os?


”Jeg holder af at gå i haven om morgenen, at få et kram af mine kære, og at blive bedt af vores kat om at tage ham op og sidde med ham.


Hymns of Nineveh har lavet nogle ret fine sange om hverdagsglæder og livet generelt: ’Kastanjer’ og ’Tåre’, ’Stråle’, ’Dråbe’. Beskriver ret godt den følelse af min hverdags lykke.” 


Ida jeg har slet ikke spurgt dig, men hvad giver dig egentlig ro i en krop der mærker alt, og hvad giver dig liv?


”Det giver mig ro at læse og træne og være i naturen. Det giver mig liv at lære noget nyt, at være i bevægelse.” 



Jeg har tænkt lidt over hvordan vi skulle slutte portrættet af, for der er ingen tvivl om at jeg ville elske at gå endnu mere i dybden. Fordi vi mangler de her fortællinger om kvinder der mærker og sanser verden, langt mere og dybere, på en anden måde, end de fleste måske gør. Derfor har jeg besluttet at mit sidste spørgsmål skal være til den kommende generation af sansende kvinder. Og det er: Hvad ville dit bedste råd være til livets kommende sansende kvinde? 

 

Nogle gange er svaret bare nej.


”Vælg dig selv til også i de små ting - store ting består af detaljer. 

Hvis du er i tvivl, er svaret nej.

Hvis du tænker, at det er nok bare dig…

Så kan jeg love dig for, at det er det ikke og igen er svaret nej.

Hav ro med ikke at vide alt, gøre alt, og at kunne alt.

Nogle gange er nej det rigtige svar, for at du kan sige ja til dig selv.

Sæt pris på din krop, den bliver ikke anderledes og den kan godt lide dig.

Lyt til den og nyd de små øjeblikke.

Helheden er udgjort af små bitte detaljer.


Mange hilsner Ida”